Selvskade -Min historie

Dette indlæg har været længe undervejs, og jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle ligge det op. Det er grænseoverskridende, men:

Det er et tabubelagt emne, men det er fandens vigtigt at snakke om. Hvis der sidder nogen derude og føler at de er alene eller frygter at de aldrig kommer ud af det igen. Så vil jeg gerne fortælle min historie og lade dem vide, at det er muligt at finde andre måder at tackle sit indre kaos på♥

Der findes flere former for selvskade. Cutting, som nok er den mest kendte, har jeg benyttet. Men jeg har også før haft så mange følelser og frustrationer, at jeg har måtte reagere ved at rive mig selv eller hive mig selv voldsomt i håret.

IMG 20180325 105940 300x245 - Selvskade -Min historie

Barberbladet lindrede mine psykiske smerter som teenager;

Da jeg var teenager begyndte jeg, at udføre skade på mig selv. Jeg kom ind i en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at finde ud af mig selv og forholde mig til mine følelser og jeg begyndte at gå til fester med masser af indtagelse af alkohol.

I tiende klasse gik  ham, som jeg troede, på daværende tidspunkt, var mit livskærlighed, fra mig. Det, at blive forladt af ham, som jeg virkelig elskede, gjorde så forfærdelig ondt. Jeg følte et kæmpe svigt og jeg havde virkelig svært ved at tackle det. Endnu et svigt fra én man elskede. Thomas var den første person, som jeg lukkede helt ind. Han fik mig til at føle mig ganske speciel og virkelig elsket, derfor havde jeg heller ingen barriere overfor ham.

Jeg blev som teenager også enormt bevidst om svigtet fra min mor og for dens sagsskyld også min far.

Derudover havde jeg i mange år også været en hestepige og havde det tilfælles med mine (pleje)søstre og vi som familie, var sammen om interessen for heste og brugte meget tid på ridning og stævner. Men da jeg blev teenager faldt min interesse for at ride på stævneniveau og kort efter stoppede jeg faktisk helt med at ride. Dermed havde jeg heller ikke længere samme følelse af være en del af familien på samme måde. Det var et valg jeg selv havde taget, at stoppe med at ride og det var det rigtige eftersom interessen ikke længere var der. Men jeg havde ikke tænkt over, at det ville få så stor betydning

Kort efter bruddet med Thomas begyndte mine veninder og jeg, at tage til en masse privatfester. Hvilket resulterede i, at jeg oftest blev beruset og blev overvældet af alle mine følelser, mine ellers indetrængte følelser (omkring følelsen af svigt).

Jeg befandt mig i et kaos af følelser. Både når jeg var beruset og efterfølgende. Når jeg var til festerne gav alkoholen mig mulighed for at slippe mine hæmninger og barriere, hvilket kunne være enormt overvældende. Efterfølgende fik jeg det altid dårligt over, at jeg havde blottet mig (mine følelser).

Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg fandt ud af, at skære mig selv hjalp på mit indre kaos. Men jeg husker, at jeg havde et lille skrin/bøtte hvor jeg gemte mit barberblad. Når jeg blev ked af det, så fandt jeg det frem og begyndte at lave små fine streger på mit venstre håndled og et par enkelte lidt dybere på mit venstre underben (da jeg havde lovet at stoppe og derfor blev nød til at finde et nyt sted, som ikke blev set). Jeg havde få gange virkelig selvmordstanker, men havde aldrig modet til rigtig at gøre noget ud af det. Tiltrods for, at jeg inderligt følte, at ingen alligevel ville komme til at savne mig til tider.

Jeg husker hvor rart det var, når jeg skar og mærkede den fysiske smerte i stedet for den psykiske. Det var en smerte, som jeg kunne forholde mig til.

Jeg havde en lang periode, hvor jeg var i stand til at skjule det for alle. Men min nye daværende kæreste opdagede det selvfølgelig på et tidspunkt. Han forsøgte at være der for mig og ville selvfølgelig gerne have mig til at stoppe. Men det var ikke en mulighed for mig, da jeg havde brug for at få afløb for mine psykiske smerter. Jeg gemte mit barberblad for ham og min familie, en enkelt gang eller to afleverede jeg det, hvor jeg så efterfølgende anskaffede mig et nyt.

Jeg husker heller ikke hvordan min familie og tætteste veninder fandt ud af det, men jeg husker at det gjorde dem bekymret og kede af det. Den eneste som ikke tog sig af det, var min biologiske mor. Eller rettere sagt, jeg fik en reaktion fra hende (i beruset tilstand) hendes kommentar var: Du er jo syg i hovedet og burde indlægges. Jeg blev virkelig såret over hendes reaktion og hendes ord! Vi kommer ikke udenom, at hun har spillet en stor rolle i mine psykiske smerter og måske bar den største grund til at jeg tyede til selvskade.

Som jeg husker det, så lovede jeg min familie at stoppe og få snakket med en psykolog om det og mine problemer. Det var svært for mig at åbne mig for min psykolog, men med tiden fik jeg bygget en tillid op og fik rigtig meget ud af mine besøg hos hende, selvom det var vanvittig hårdt. Jeg husker ikke præcis hvornår jeg stoppede med at skære i mig selv. Men det vigtigste er også at det stoppede.

Så hvis man sidder i den situation og alt føles håbløst og man ikke kan se en ende på sin selvsskade. Så kan jeg fortælle, at der findes en vej ud. Den bliver ikke nem, men det er det værd i sidste ende.

Jeg husker følelsen af flovhed, da jeg ikke længere var alene med min hemmelighed. Især fordi at det var så svært at forklare og for andre at forstå, at man kan have et behov for at gøre skade på sig selv. Men nogen gange er kaosset i én så stort, at man er nød til at få afløb på en ekstrem måde. Det var det i hvert fald for mig.

Ny måde at tackle mine følelser på

Jeg vil resten af mit liv have perioder, hvor jeg har en masse dumme følelser og tanker. Det har jeg lært at acceptere og det gør det nemmere at håndtere. Jeg har lært at tackle det på en anden måde. Jeg er for det første blevet meget bedre til at sætte ord på, mest ved skrift, men jeg har også fundet min soulmate, som jeg kan dele alt med♥ Dét betyder virkelig meget. Der næst har jeg virkelig gavn af min træning. Det er min terapi, her kan jeg koble af og komme af med eventuelle frustationer. Her kan jeg også bevise mit værd over for mig selv. Hér kan jeg presse mig selv både fysisk og psykisk på en sund måde, hvor jeg faktisk udvikler mig positivt.

IMG 4673 300x199 - Selvskade -Min historie

 

Til dig, som har læst med: Af hjertet tak for din tid og opmærksomhed♥

Jeg håber, at min historie på den ene eller anden måde kan bidrage med noget positivt for bare ét enkelt individ. Ved at skrive dette indlæg har jeg også været tvunget til at gå ind i mig selv og prøve at forstå min selv som teenager og nu for den sagsskyld og lært en masse, hvilket jeg tror er sundt. Men det er også grænseoverskridende at dele, så jeg håber at der bliver taget godt imod det.

1 comment
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *