Livet på Ålandsgade efter lillebror’s ankomst…

Jeg har været ret så stille både her på bloggen og facebook. Min instagram er den, som jeg benytter mest og der smider jeg stadig nogle billeder op. Men hovedet på blokken, så har jeg slet ikke haft overskud og har stadig svært ved at finde det.

At blive mor til August er helt anderledes end med Alberte. Selvfølgelig er det anderledes, når man har en datter på 2 år også. Jeg var godt forberedt på, at det ville blive hårdt, men ikke så hårdt. De første 2 måneder har trukket tårer, vrede og frustration. Og søvn har vitterlig været en by i Rusland, og jeg bliver personligt meget påvirket af for lidt søvn.

August er HELT anderledes end Alberte. Alberte var utrolig mild og blid som baby og lige fra start var hun utrolig smilende. August, har lige fra start haft MEGET gråd og skrig. Han er næsten utrøstelig hver dag på ét eller andet tidspunkt. DET ER SÅ OPSLIDENDE, når man ikke kan trøste sin baby. Man bliver  total bims i låget af, at hører på barneskrig i længere tidsrum.

Jeg har været fyldt med en masse tanker, negative tanker og jeg begyndte at tvivle på mig selv som forældre. Hvorfor er jeg ikke i stand til at trøste mit eget barn? Hvad gør jeg forkert? Samtidig med at man har været/er i underskud af søvn, så bliver ens tålmodighed også mindre og det tærer på forholdet til både Michael og Alberte. Det har så været en ond cirkel fordi man kommer til at reagere lidt for hurtigt og derved reagere uhensigtsmæssigt med måske en lidt for hård tone. Derefter bliver man frustreret og vred på sig selv, som også kommer til udtryk udadtil og igen rammer ens nærværende og hurtigt bliver man fanget i denne onde cirkel.

Jeg har siddet kl. lort om natten med tårer pisket ned af kinderne af frustration og tanker som virkelig ikke er gode. Jeg har virkelig skammet mig over mine egne tanker… Tanker såsom: ”

“Jeg er en dårlig mor, når jeg ikke engang kan trøste ham

“Burde vi overhovedet havde fået ham?”

“Det er ikke fair over for Alberte, at hun skal hører på skrig hver eneste dag og hun kommer til at mangle opmærksomhed”

Hvordan kan jeg få en pause fra ham?” (især denne skammede jeg mig utrolig meget over, hvilken mor er man ikke, hvis man ikke engang kan magte sit eget barn?)

De her tanker og en masse andre, har jeg gået og holdt for mig selv, for hvad ville Michael ikke tænke, hvis jeg sagde det til ham? Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg følte mig så proppet med negativitet, så opslidt og vitterlig bange for at bryde helt sammen psykisk, hvis jeg ikke fik noget luft. Så en morgen efter en rigtig hård nat fik jeg snakket med Michael om hvordan jeg egentlig gik og havde det og hvad jeg følte og tænkte. Det var så stor en lettelse! Jeg blev kun mødt med forståelse og ingen fordømmelse. Vi fik også snakket om hvordan vi bedst mulig tackler denne hårde periode, som vi befinder os i. For Michael syntes at det er hårdt og opslidende.

Jeg har desværre igen bøvl med brystbetændelser/mælkeophobninger og har allerede haft 2 virkelig smertefulde af slagsen og en mindre en. Dette fylder også rigtig meget både fysisk og især psykisk hos mig. Der er blevet brugt en del tid på, at ligge med varme på mine bryster og på at pumpe ud, alt imens man har en baby, som måske ikke kan sove eller man aldrig ved hvornår næste græde/skrigetur kommer. Selv når der er kommet ro på situationen, så ligger frygten der for hvornår næste brystbetændelse melder sig, da jeg desværre er meget disponibel for flere, da mit bryst væv er skadet fra de tidligere betændelser.

Vi har derfor været forbi Babyinstituttet for at få hjælp til et par gange. Et sted, vi desværre kender alt for godt og har brugt utallige timer og penge på, men de har hver gang altid været alle pengene værd og jeg priser mig lykkelig over, at jeg faldt over dem i sin tid, hvor alle problemerne startede med Alberte.

Grunden til August’ gråd og utilpashed kommer højst sandsynligt fra opstød, altså Silent refluks. Da jordmoderen fra Babyinstituttet nævnte det og begyndte at snakke om hvilke symptomer det udviser, så kunne jeg kun nikke genkendende til stort set alle punkter, desværre.

Men det er rigtig rart at have en ide om hvad der egentlig er galt og have fået noget mere konkret at prøve at hjælpe ham med. Især fordi både læge og sundhedsplejerske hurtigt har slået det hen som mavekneb og det er noget August skal vokse fra og det vi har kunne gøre var cyklebevægelser og bøvse ham mere af.

Jeg har personlig også fået mere tålmodighed igen, når man står med en grædende/skrigende August, fordi jeg ved at han reelt har en virkelig god grund til at være så ked af det. Lige nu er planen at prøve nogle forskellige ting for at afhjælpe August uden at skulle ty til eventuel medicin, da dette ofte heller ikke har den store virkning.

—————————————————————————————————————————————————————————————–

Dette indlæg startede jeg på for et par uger siden, og vi har efterfølgende fulgt nogle af de råd vi har fået og dette har også lettet vores hverdag en HEL del, men August er stadig plaget af disse opstød, men vi er bedre rustet til at hjælpe ham og mindske generne.

Jeg priser mig lykkelig over vores Nature sway og min vikle! Disse to ting er UNDVÆRELIGE for os og August. Hver eneste dag kommer August i viklen, det kan godt være lidt hårdt for min krop, men nu er vi kommet igang med fastviklen og det giver en del mere støtte for mig, hvilket er utrolig rart.

59853445 646356319143149 3292587474609504256 n 225x300 - Livet på Ålandsgade efter lillebror's ankomst...

Vi er nu også begyndt at se hvordan August egentlig er, han er også en virkelig glad og smilende dreng, når han ikke er plaget af smerter.

60026472 471205733621249 3161622114889367552 n 169x300 - Livet på Ålandsgade efter lillebror's ankomst...

Man glemmer AL det dårlige og hårde, når man sidder med en charmetrold, som griner og smiler over hele femøren <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *