Selvskade -Min historie

Dette indlæg har været længe undervejs, og jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle ligge det op. Det er grænseoverskridende, men:

Det er et tabubelagt emne, men det er fandens vigtigt at snakke om. Hvis der sidder nogen derude og føler at de er alene eller frygter at de aldrig kommer ud af det igen. Så vil jeg gerne fortælle min historie og lade dem vide, at det er muligt at finde andre måder at tackle sit indre kaos på♥

Der findes flere former for selvskade. Cutting, som nok er den mest kendte, har jeg benyttet. Men jeg har også før haft så mange følelser og frustrationer, at jeg har måtte reagere ved at rive mig selv eller hive mig selv voldsomt i håret.

IMG 20180325 105940 300x245 - Selvskade -Min historie

Barberbladet lindrede mine psykiske smerter som teenager;

Da jeg var teenager begyndte jeg, at udføre skade på mig selv. Jeg kom ind i en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at finde ud af mig selv og forholde mig til mine følelser og jeg begyndte at gå til fester med masser af indtagelse af alkohol.

I tiende klasse gik  ham, som jeg troede, på daværende tidspunkt, var mit livskærlighed, fra mig. Det, at blive forladt af ham, som jeg virkelig elskede, gjorde så forfærdelig ondt. Jeg følte et kæmpe svigt og jeg havde virkelig svært ved at tackle det. Endnu et svigt fra én man elskede. Thomas var den første person, som jeg lukkede helt ind. Han fik mig til at føle mig ganske speciel og virkelig elsket, derfor havde jeg heller ingen barriere overfor ham.

Jeg blev som teenager også enormt bevidst om svigtet fra min mor og for dens sagsskyld også min far.

Derudover havde jeg i mange år også været en hestepige og havde det tilfælles med mine (pleje)søstre og vi som familie, var sammen om interessen for heste og brugte meget tid på ridning og stævner. Men da jeg blev teenager faldt min interesse for at ride på stævneniveau og kort efter stoppede jeg faktisk helt med at ride. Dermed havde jeg heller ikke længere samme følelse af være en del af familien på samme måde. Det var et valg jeg selv havde taget, at stoppe med at ride og det var det rigtige eftersom interessen ikke længere var der. Men jeg havde ikke tænkt over, at det ville få så stor betydning

Kort efter bruddet med Thomas begyndte mine veninder og jeg, at tage til en masse privatfester. Hvilket resulterede i, at jeg oftest blev beruset og blev overvældet af alle mine følelser, mine ellers indetrængte følelser (omkring følelsen af svigt).

Jeg befandt mig i et kaos af følelser. Både når jeg var beruset og efterfølgende. Når jeg var til festerne gav alkoholen mig mulighed for at slippe mine hæmninger og barriere, hvilket kunne være enormt overvældende. Efterfølgende fik jeg det altid dårligt over, at jeg havde blottet mig (mine følelser).

Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg fandt ud af, at skære mig selv hjalp på mit indre kaos. Men jeg husker, at jeg havde et lille skrin/bøtte hvor jeg gemte mit barberblad. Når jeg blev ked af det, så fandt jeg det frem og begyndte at lave små fine streger på mit venstre håndled og et par enkelte lidt dybere på mit venstre underben (da jeg havde lovet at stoppe og derfor blev nød til at finde et nyt sted, som ikke blev set). Jeg havde få gange virkelig selvmordstanker, men havde aldrig modet til rigtig at gøre noget ud af det. Tiltrods for, at jeg inderligt følte, at ingen alligevel ville komme til at savne mig til tider.

Jeg husker hvor rart det var, når jeg skar og mærkede den fysiske smerte i stedet for den psykiske. Det var en smerte, som jeg kunne forholde mig til.

Jeg havde en lang periode, hvor jeg var i stand til at skjule det for alle. Men min nye daværende kæreste opdagede det selvfølgelig på et tidspunkt. Han forsøgte at være der for mig og ville selvfølgelig gerne have mig til at stoppe. Men det var ikke en mulighed for mig, da jeg havde brug for at få afløb for mine psykiske smerter. Jeg gemte mit barberblad for ham og min familie, en enkelt gang eller to afleverede jeg det, hvor jeg så efterfølgende anskaffede mig et nyt.

Jeg husker heller ikke hvordan min familie og tætteste veninder fandt ud af det, men jeg husker at det gjorde dem bekymret og kede af det. Den eneste som ikke tog sig af det, var min biologiske mor. Eller rettere sagt, jeg fik en reaktion fra hende (i beruset tilstand) hendes kommentar var: Du er jo syg i hovedet og burde indlægges. Jeg blev virkelig såret over hendes reaktion og hendes ord! Vi kommer ikke udenom, at hun har spillet en stor rolle i mine psykiske smerter og måske bar den største grund til at jeg tyede til selvskade.

Som jeg husker det, så lovede jeg min familie at stoppe og få snakket med en psykolog om det og mine problemer. Det var svært for mig at åbne mig for min psykolog, men med tiden fik jeg bygget en tillid op og fik rigtig meget ud af mine besøg hos hende, selvom det var vanvittig hårdt. Jeg husker ikke præcis hvornår jeg stoppede med at skære i mig selv. Men det vigtigste er også at det stoppede.

Så hvis man sidder i den situation og alt føles håbløst og man ikke kan se en ende på sin selvsskade. Så kan jeg fortælle, at der findes en vej ud. Den bliver ikke nem, men det er det værd i sidste ende.

Jeg husker følelsen af flovhed, da jeg ikke længere var alene med min hemmelighed. Især fordi at det var så svært at forklare og for andre at forstå, at man kan have et behov for at gøre skade på sig selv. Men nogen gange er kaosset i én så stort, at man er nød til at få afløb på en ekstrem måde. Det var det i hvert fald for mig.

Ny måde at tackle mine følelser på

Jeg vil resten af mit liv have perioder, hvor jeg har en masse dumme følelser og tanker. Det har jeg lært at acceptere og det gør det nemmere at håndtere. Jeg har lært at tackle det på en anden måde. Jeg er for det første blevet meget bedre til at sætte ord på, mest ved skrift, men jeg har også fundet min soulmate, som jeg kan dele alt med♥ Dét betyder virkelig meget. Der næst har jeg virkelig gavn af min træning. Det er min terapi, her kan jeg koble af og komme af med eventuelle frustationer. Her kan jeg også bevise mit værd over for mig selv. Hér kan jeg presse mig selv både fysisk og psykisk på en sund måde, hvor jeg faktisk udvikler mig positivt.

IMG 4673 300x199 - Selvskade -Min historie

 

Til dig, som har læst med: Af hjertet tak for din tid og opmærksomhed♥

Jeg håber, at min historie på den ene eller anden måde kan bidrage med noget positivt for bare ét enkelt individ. Ved at skrive dette indlæg har jeg også været tvunget til at gå ind i mig selv og prøve at forstå min selv som teenager og nu for den sagsskyld og lært en masse, hvilket jeg tror er sundt. Men det er også grænseoverskridende at dele, så jeg håber at der bliver taget godt imod det.

Man har et standpunkt til man tager et nyt

“Jeg bliver aldrig veganer” Disse ord sagde jeg i starten af året til Michael. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne undvære især ost og æg.

Men jeg har nu siden slutning af januar levet stort set uden animalske produkter.

Grunden til at jeg siger stort set er, at der i starten var sådan en let overgangsfase og jeg ikke tjekkede ingredienslisten på alle mine varer og vi havde flere ting i lejligheden, som skulle bruges (stop madspild). Men nu sørger jeg for at købe fødevarer uden animalske produkter i.

Men jeg må nu nok erkende, at jeg tog fejl, big time 😉 Gudskelov for det♥

Jeg er så glad for min nye livsstil. Det er imponerende hvor meget positivt det har bidraget med.

Jeg har virkelig meget mere energi. Selvom jeg er startet på arbejde og det er fysisk hårdt arbejde, så har jeg alligevel overskud til at lave sund plantebaseret mad og madpakker, når jeg kommer hjem. (Følg gerne min instagram profil, hvis du er nysgerrig efter hvad jeg/vi spiser herhjemme.)

Faktisk, så er Michael også hoppet næsten 100 % med på vognen. Når jeg siger næsten, så er det fordi at der måske kan ryge en ting eller to ned, som ikke er veganske, når vi er sammen med andre. Jeg havde vitterlig ikke regnet med, at han også ville gå så meget op i det. Men jeg priser mig lykkelig over, at han også har valgt at ændre sine kostvaner. Det er fan’me fedt, at være sammen med sit livs kærlighed og han deler de samme værdier, som en selv♥

Sidst jeg var til body SDS, der mærkede jeg også en positiv effekt. Min krop er mere i balance og behandlingen gik lettere og jeg var ikke så øm i kroppen, som jeg ellers normalt er. Asger sagde også bagefter, at han også kunne mærke denne forskel. Desuden bemærkede han også, at jeg strålede af energi og glæde, da jeg ankom.

Efter jeg har ændret min kost, er jeg heller ikke længere så besat af kalorieindtag. Jeg har, efter min konkurrence, haft en tendens til at tænke meget over hvad og hvor meget jeg spiste. Jeg har i de sidste mange år været kulhydratforskrækket og begrænset mit indtag af frugt, samt pasta, ris, rugbrød ect.

Men nu spiser jeg masser af kulhydrater i form af rugbrød, fuldkornspasta, brune ris og flere stykker frugt om dagen♥ Selv om jeg ikke tæller kalorier og jeg indtager væsentlig flere kulhydrater, så har jeg tabt mig.

Jeg har smidt en del af mine overflødige kg, helt uden at skulle kæmpe for at gøre det og jeg er på intet tidspunkt sulten og jeg har endda en lavere vægt nu end inden jeg blev gravid.

Noget, som jeg også er vild med er, at jeg lære en masse nye virkelig lækre retter at kende. Det er slet ikke så svært, som mange forestiller sig. Og når først man har taget beslutning om, at animalske fødevarer ikke er en nødvendighed, så går det meget lettere. Men det skal dertil også lige siges, at jeg helst laver retter uden erstatningsprodukter. Jeg bruger rigtig meget diverse bælgfrugter i mine retter.

Jeg startede som sagt tidligere pga miljøet og min egen sundhedsskyld. Men jeg er virkelig også glad for og stolt over, at jeg ikke længere bidrager til at dyr dør eller bliver sat i verden, fordi at jeg skal spise dem. Ingen dyr lider på min bekostning♥ Dét er en dejlig følelse.

Jeg har fundet en livsstil som passer til mig, og jeg kan på nuværende tidspunkt ikke forestille mig, at leve på en anden måde♥ Der er simpelthen kun fordele indtil videre.

1 uge, 3 store ting, i ét kaos.

Jeg har lært en ting, de sidste par år… For mig ramler der gerne flere ting på én gang. Også er det frem med; Intet varer evigt, alting går over igen.

I sidste uge ramlede alting sammen igen.

Onsdag aftens da jeg skal sove, kan jeg ikke finde ro. Mine tanker kredser voldsomt rundt. Torsdag har jeg nemlig lovet min biologiske mor, at tage med hende i retten, da hendes sag fra i sommers omkring overfaldet og voldtægten skal dømmes. Jeg hader inderligt, at skulle sige eller skrive det ord, voldtægt! Jeg ville af hele mit hjerte gerne slette det ord eller ikke skulle sætte det i forbindelse med min mor!

Jeg har lovet min mor, at tage med, da hun er virkelig nervøs for at skulle se sin overfaldsmand igen. Jeg er faktisk også virkelig nervøs og har det meget blandet med, at skulle med.

Jeg vil for alt i verden gerne støtte min mor, men inderst inde har  jeg ikke lyst til at tage med. Jeg bliver lige pludselig tvunget til igen at skulle forholde mig til mine følelser omkring hele episoden og tiden efter, jeg bliver nød til at se den skide knægt (ja 17 år blot) som har forvoldt min mor så meget skade og ikke mindst givet mig en virvar af tanker og følelser. Så onsdag aften er jeg et kaos indeni og kan derfor ikke finde ro til at falde i søvn.

En syg Alberte-mus;

Jeg falder i søvn og når kun dårlig nok at falde helt hen, før jeg vågner ved, at Alberte hoster som en gal. Det lyder virkelig voldsomt og jeg flyver op af sengen og ind til hendes. Hun har kastet al aftensmaden op og hun skal til at ligge hovedet ned i det, da jeg kommer ind, fordi hun er så træt. Jeg kalder på Michael, som er snot forvirret og ikke fatter en skid, da han er blevet vækket fra den dybe søvn. Hun kaster op igen da vi står med hende, og der er nu bræk ALLE steder. Sengerand, sengetøj, og Alberte er værst ramt. Stakkels trætte Alberte-mus er nu nød til at komme i bad. Imens Michael sørger for hende, går jeg i gang med at pille sengetøj osv af.

Alberte kommer i noget rent nattøj og vi går ind og skal til at putte hende igen, da hun kaster op  endnu engang. Mere sengetøj smurt ind i bræk, nyt rent nattøj til fisen. Heldigvis har vi fra min graviditet og fødsel gemt alle vådliggerlagnerne, så vi finder det kæmpe store frem og smider over vores seng og putter håndklæde over og putter hende i mellem os. Men der går ikke længe før hun hoster og kaster op igen.

Jeg fornemmer, at det bliver en laaaaang nat og finder derfor alle vores håndklæder frem. Ganske rigtigt, bliver hun ved med at kastet op en gang i time ca. og til sidst er der ikke mere at kaste op, men refleksen fortsætter, det lille stakkels pus. Jeg ringer til vagtlægen kl.4 første gang. Men de siger, at det ikke er farligt at kaste op og hvis hun ikke har feber, så er det ikke så slemt. Som forældre, så er det fan’me slemt at se sin lille mus være så syg! Stakkels lille fisen er helt udmattet, træt og ked af det, hvilket jo er forståeligt nok.

Michael og jeg snakker om hvad søren jeg skal gøre i forhold til retssagen. Planen er, at vi kører i bil til Holbæk (Michael har været så sød at tage fri, da han vidste, at jeg var nervøs) Vi snakker om, at jeg selv må tage afsted, mens Michael bliver hjemme hos Alberte.

Men Kl.6 ringer jeg igen til vagtlægen igen, da Alberte nu har fået feber. Vi bliver enige om, at jeg skal kontakte egen læge ved åbning. Da klokken er 6 har jeg sovet sammelagt omkring max 3 timer og beslutter derfor, at jeg simpelthen må aflyse min aftale med min mor. (efter RIGTIG mange tanker og ønske om at kunne være to steder på én gang) Men jeg tør for det første slet ikke selv at køre i bil, så langt, når jeg ikke har sovet! For det andet, så kan mit moderhjerte ikke gå fra min syge mus og lade far være alene med hende og skulle til læge osv.

Det er et virkelig lorte dilemma, at stå i.

Jeg har vitterlig ikke lyst til at svigte min mor, men jeg kan simpelthen heller ikke gå fra min datter, når hun er så dårlig og tryghedssøgende.

Kl.7.50 ringer jeg til min mor og fortæller hende situationen og hun bliver selvfølgelig ked af det og skal lige bearbejde informationen. Hun siger grædende, at hun ringer når retssagen er overstået. Da vi har lagt på,  græder jeg. ØV! Lorte situation, lorte følelse. Jeg prøver at retfærdigegøre mit valgt overfor mig selv ved, at tænke på, hvor mange gange min mor har svigtet mig.

Da vi kommer til lægen om formiddagen tjekker hans Albertes øre og hun har også en let mellemørebetændelse. Opkasten siger han ikke så meget til, udover at vi skal sørge for at give hende masser af væske. Formiddagen føles lang og mine tanker er meget hos min mor. Retssagen skulle starte kl.10.15, men kl.11 ringer min mor og siger at de har udskudt den til kl.13, så hun er faktisk glad for at jeg ikke kommet af den grund. Vi aftaler, at hun skal ringe når det er slut og hun kan tage toget ind til os bagefter.

Retssagen;

Det viser sig så, at den anklagede ikke har ønsket at være til stede i retten og derfor slap min mor for at stå ansigt til ansigt med ham.

Jeg håber inderligt, at det er fordi at han er så flov over det han har gjort.

Da han blev anholdt erklærede han sig også hurtigt skyldig. Hvilket gjorde det til en nemmere sag. Desuden afgav han også samme forklaring som min mor. Hans fængselsdom lyder på 3 år og 3 måneder. Jeg syntes nu ikke, at det lyder som en særlig retfærdig dom, når man tænker på, at han bevidst sammen en anden har slået min mor ned og bagefter voldtaget hende. Hun er en meget lille kvinde, som ikke har haft en jordisk chance for at forsvare sig selv eller noget. I min optik er det fan’me ikke straf nok.

Jeg håber inderligt, at han resten af sit liv, vil fortryde sin handling den aften og at han vil være mærket af det.

Som pårørende, er jeg også mærket for livet. Jeg kan ikke tage til Kalundborg station uden, at få en klam følelse i kroppen og jeg har slet ikke lyst til at være omkring havneparken. Jeg er nervøs hver gang min mor har været på besøg herinde og hun skal tage toget hjem. Vi skal altid ringe sammen for, at jeg ved at hun er kommet godt hjem. Jeg prøver så lidt så muligt at tænke på hvad der er sket og jeg er lige som min mor, glad for at sagen er lukket og hun nu kan få fokus på fremtiden.

For god orden skyld, så vil jeg lige sige, at jeg kun taler om dette fordi min mor selv er åben omkring det. Mange opfatter emnet som tabu, men jeg syntes at det er vigtig snakke om det og få sat ord på.

Mit nye arbejde;

Oven i hatten med sygdom og retssagen, så er jeg jo startet på mit nye arbejde. Alberte har næsten været sløj en hel uge og Michael har måtte blive hjemme med hende (jeg har arbejdet i weekenden) og han er så efterfølgende selv blevet syg. Så der har været kaos med to syge og jeg har været nødsaget til at tage en enkelt dag hjemme for at Michael kunne få ro til at komme sig.

Men udover al det kaos, så har det været en god start hos Xjump. Mine nye kollegaer virker rigtig søde.  Pt. er der også kaos på arbejdet, da centret ikke er klar til åbning endnu, derfor er vores arbejde også meget praktisk og vi laver al muligt fra male, rengøring, til selvsætning af trampoliner osv. Det er hårdt, men faktisk en meget fed måde at lære sine nye kollegaer at kende på.

Jeg har en god fornemmelse omkring arbejdet og glæder mig til, at vi åbner d.19 marts og vi kan komme igang med vores rigtig arbejde.

Vi er nu her torsdag aften, alle sammen friske igen og Michael er tilbage på arbejde og lille fisen tilbage i dagplejen.

Ej, jeg syntes faktisk, at jeg har haft overraskende meget energi i forhold til min opstart på arbejde osv. Jeg er sikker på, at det er alle de grøntsager og frugter, som giver mig god energi;)

♥Tak for at du læser med♥